Post by Isabella on Feb 9, 2012 21:14:13 GMT 1
Jeg er vild med digte og her den anden dag sad jeg og kiggede i en have bog og så støtte jeg på et digt skrevet af H.C Andersen. jeg var rørt til tåre da jeg læste det.
Det fik mig også til at tænkte på det store træ vi har hjemme i mine forældres gård, som de har gået og tænkt på at fælde. hvilke vil være sørgeligt da det træ er mega gamle og ganske smukt.
Her kommer Digtet så:
Det gamle træ, o, lad det stå,
indtil det dør af ælde.
Så mange ting det husker på,
Hvad kan det ikke melde?
Vi det så fuldt med blomster stå,
de friske grene hælde.
Det gamle træ, o, lad det stå,
det må i ikke fælde!
Nu vil jeg da på vandring gå,
men det kan jeg fornemme,
man rejser ud for hjem at nå,
thi bedst er det dog hjemme.
Når træet her har blomster på,
det vil min hjemkost melde.
Det gamle træ, o, lad det stå,
Det må i ikke fælde!
af H. C. Andersen
Jeg fandt også et andet lille digt/citat fra samme bog. Der igen rørte mig dybt. Jeg gik så ind og fandt det hele på nettet. Det viste sig at være en sang.
Digtet:
Septembers himmel er så blå,
dens skyer lyser hvide,
og lydt vi hører lærken slå
som for ved forårstide.
Den unge rug af mulden gror
med grønne lyse klinger,
men storken længst af lande for
med sol på sine vinger.
Der er en søndagsstille ro
imellem træ'r og tage,
en munter glæde ved at gro,
som var det sommerdage.
Og koen rusker i sit græs
med saften om sin mule,
mens bonden kører hjem med læs
der lyser solskinsgule.
Hver stubbet mark, vi stirrer på,
står brun og gul og gylden,
og røn star rød og slaen blå,
og purpursort står hylden.
Og georginer spraglet gror
blandt asters i vor have,
så rig er årets sidste flor:
oktobers offergave.
De røde æbler løsner let
fra træets trætte kviste,
Snart lysner kronens bladenet,
og hvert et løv må briste.
Når aftensolen på sin flugt
bag sorte grene svinder,
om årets sidste røde frugt
den tungt og mildt os minder.
At flyve som et forårsfrø
for sommerblomst at blive
er kun at visne for at dø,
kan ingen frugt du give.
Hvis modenhedens milde magt
af livet selv du lærte,
da slår bag falmet rosendragt
dit røde hybenhjerte.
af Alex Garffs "Septembers himmel er så blå" 1949
Linket til sangen: www.youtube.com/watch?v=FlYfsygRd-s
Det fik mig også til at tænkte på det store træ vi har hjemme i mine forældres gård, som de har gået og tænkt på at fælde. hvilke vil være sørgeligt da det træ er mega gamle og ganske smukt.
Her kommer Digtet så:
Det gamle træ, o, lad det stå,
indtil det dør af ælde.
Så mange ting det husker på,
Hvad kan det ikke melde?
Vi det så fuldt med blomster stå,
de friske grene hælde.
Det gamle træ, o, lad det stå,
det må i ikke fælde!
Nu vil jeg da på vandring gå,
men det kan jeg fornemme,
man rejser ud for hjem at nå,
thi bedst er det dog hjemme.
Når træet her har blomster på,
det vil min hjemkost melde.
Det gamle træ, o, lad det stå,
Det må i ikke fælde!
af H. C. Andersen
Jeg fandt også et andet lille digt/citat fra samme bog. Der igen rørte mig dybt. Jeg gik så ind og fandt det hele på nettet. Det viste sig at være en sang.
Digtet:
Septembers himmel er så blå,
dens skyer lyser hvide,
og lydt vi hører lærken slå
som for ved forårstide.
Den unge rug af mulden gror
med grønne lyse klinger,
men storken længst af lande for
med sol på sine vinger.
Der er en søndagsstille ro
imellem træ'r og tage,
en munter glæde ved at gro,
som var det sommerdage.
Og koen rusker i sit græs
med saften om sin mule,
mens bonden kører hjem med læs
der lyser solskinsgule.
Hver stubbet mark, vi stirrer på,
står brun og gul og gylden,
og røn star rød og slaen blå,
og purpursort står hylden.
Og georginer spraglet gror
blandt asters i vor have,
så rig er årets sidste flor:
oktobers offergave.
De røde æbler løsner let
fra træets trætte kviste,
Snart lysner kronens bladenet,
og hvert et løv må briste.
Når aftensolen på sin flugt
bag sorte grene svinder,
om årets sidste røde frugt
den tungt og mildt os minder.
At flyve som et forårsfrø
for sommerblomst at blive
er kun at visne for at dø,
kan ingen frugt du give.
Hvis modenhedens milde magt
af livet selv du lærte,
da slår bag falmet rosendragt
dit røde hybenhjerte.
af Alex Garffs "Septembers himmel er så blå" 1949
Linket til sangen: www.youtube.com/watch?v=FlYfsygRd-s